15. jan. 2025 kl. 15:00
Hvorfor skal man allerede nu forberede sig på, at ens tilværelse som gammel kan blive på bageste række?
Pia KjærsgaardMF (DF)
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg tror, at vi alle ønsker at blive ældre. Men ingen ønsker at blive gammel. Men selvom vi ønsker os noget så essentielt, nemlig at få en alderdom i vigør med hyggelige aktiviteter, fuld førlighed og en hjerne i topform, så er virkeligheden desværre bare i alt for mange tilfælde noget andet: Nemlig at vi, når vi bliver ældre, samtidig bliver så gamle, at vi får behov for hjælp til at klare dagligdagen.
Vi er heldigvis så velsignede som danskere, at vi har et velfærdssystem, som vi gennem livet bidrager til, og når eller hvis vi så selv får behov for hjælp og støtte, så træder velfærdssystemet til. Det er det såkaldte sikkerhedsnet, som vi forventer er til for os, i så fald vi skulle få behov.
Men der er desværre et kæmpe problem med vores velfærdssystem: Og det er, at særligt de ældre falder gennem nettet, for de tilbydes ikke de forhold, som jeg forestiller mig, at alle mennesker forventer: nemlig en værdig ældrepleje.
Jeg ved godt, at alle ældre ikke er en del af ældreplejen, men uanset hvad, så er menneskers ønske som tidligere skrevet at blive ældre, og når man bliver ældre, er der en risiko for, at man bliver en del af ældreplejen. Og da vi ikke selv vælger vores alderdom, er det, mens vi har kræfterne og energien, at vi skal sikre en ordentlig indsats for, at ældreplejen kommer ind i en ny tidsalder med kvalitet i særklasse.
Folketinget har med et meget bredt flertal fra Danmarksdemokraterne til SF for nylig vedtaget en ældreaftale. Alle partier foruden Dansk Folkeparti og Enhedslisten er med. Aftalepartierne kalder den for en ældrereform, men da den ikke rigtigt reformere noget, vil jeg nu påstå, at det bare er en aftale. For aftalen sikrer ikke en mere værdig ældrepleje.
I stedet er det bl.a. sådan noget med frisættelse. Altså at man kan vælge, om man vil have bad om tirsdag og skifte sengetøj om torsdagen eller vice versa. Tisser man i sengen om tirsdagen, er det uklart for mig, om man stadigvæk skal vælge badet den ene dag og få skiftet sengetøj den anden dag, eller personalet forbarmer sig over en og gør begge ting i samme dag.
Med aftalen har man fjernet de forebyggende hjemmebesøg. Altså de besøg, der skulle tage problemerne hos den enkelte ældre i opløbet.
Tilsynene på plejehjemmene bliver kraftigt reduceret. Der fastholdes stadigvæk et kritisk lavt antal plejepersonale. Der kommer ikke flere plejehjemspladser. Og aftalen giver ikke de ældre ret til mere bad og rengøring, som for badenes vedkommende kan være en gang ugentlig, og rengøringen hver fjerde uge. Det er også toiletterne. Endelig er der endnu et springende punkt: Ældremaden, som uden at overdrive i alt for mange tilfælde er på et så ringe niveau, at jeg ikke engang ville servere maden til min hund. Og ja, så brillerer aftalen med fraværet af den helt basale omsorg og interesse for det enkelte menneske, hvor der vil være tid til at høre, hvordan fru Jensen egentlig har det.
Problemet er, at når en så stor aftale nu engang er blevet vedtaget, er det ikke muligt i de næste mange år, at de selvsamme partier kommer og siger: ”Skal vi få lavet en ny aftale, der tilgodeser alle de fejl og mangler, der var i den første aftale?” For det vil jo bare være en ren tilståelsessag om, at deres ældreaftale reelt ikke gør det, den burde: nemlig at sikre en værdig ældrepleje. Så nu er det sådan, niveauet er: en ringe ældrepleje, vi ikke kan være bekendt.
Og når jeg skriver alt det her, så handler det jo om, at man skal nyde sit liv, mens man kan. For har man behov for hjælp senere i sit liv, så er der ingen garanti for, at det sker, som man havde forventet det efter et langt arbejdsliv, hvor man har bidraget med det, man kunne og er forpligtet til.
Lad os erkende, af udsigten til en værdig alderdom er noget, vi kan se henimod med største bekymring. Også selvom den kan have lange udsigter for de fleste, kan man kere sig for dem, der har behov for hjælp og pleje. Også selvom det ikke nødvendigvis er en selv. For nuværende.
Så skulle vi ikke opfordre partierne bag ældreaftalen til nye forhandlinger om en ordentlig ældrereform, som vitterligt gør noget godt for dem, der har et reelt behov? I stedet for den aftale, hvor de leger, at den er noget, den reelt ikke er.
For reformen har det helt grundlæggende sigte, at den ikke blot tilgodeser de nuværende ældre og gamle. Men ligeledes alle os andre, som håber at leve længe nok til at blive ældre. Og måske gamle.
15. jan. 2025 kl. 15:00
Hvorfor skal man allerede nu forberede sig på, at ens tilværelse som gammel kan blive på bageste række?
Pia KjærsgaardMF (DF)
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg tror, at vi alle ønsker at blive ældre. Men ingen ønsker at blive gammel. Men selvom vi ønsker os noget så essentielt, nemlig at få en alderdom i vigør med hyggelige aktiviteter, fuld førlighed og en hjerne i topform, så er virkeligheden desværre bare i alt for mange tilfælde noget andet: Nemlig at vi, når vi bliver ældre, samtidig bliver så gamle, at vi får behov for hjælp til at klare dagligdagen.
Vi er heldigvis så velsignede som danskere, at vi har et velfærdssystem, som vi gennem livet bidrager til, og når eller hvis vi så selv får behov for hjælp og støtte, så træder velfærdssystemet til. Det er det såkaldte sikkerhedsnet, som vi forventer er til for os, i så fald vi skulle få behov.
Men der er desværre et kæmpe problem med vores velfærdssystem: Og det er, at særligt de ældre falder gennem nettet, for de tilbydes ikke de forhold, som jeg forestiller mig, at alle mennesker forventer: nemlig en værdig ældrepleje.
Jeg ved godt, at alle ældre ikke er en del af ældreplejen, men uanset hvad, så er menneskers ønske som tidligere skrevet at blive ældre, og når man bliver ældre, er der en risiko for, at man bliver en del af ældreplejen. Og da vi ikke selv vælger vores alderdom, er det, mens vi har kræfterne og energien, at vi skal sikre en ordentlig indsats for, at ældreplejen kommer ind i en ny tidsalder med kvalitet i særklasse.
Folketinget har med et meget bredt flertal fra Danmarksdemokraterne til SF for nylig vedtaget en ældreaftale. Alle partier foruden Dansk Folkeparti og Enhedslisten er med. Aftalepartierne kalder den for en ældrereform, men da den ikke rigtigt reformere noget, vil jeg nu påstå, at det bare er en aftale. For aftalen sikrer ikke en mere værdig ældrepleje.
I stedet er det bl.a. sådan noget med frisættelse. Altså at man kan vælge, om man vil have bad om tirsdag og skifte sengetøj om torsdagen eller vice versa. Tisser man i sengen om tirsdagen, er det uklart for mig, om man stadigvæk skal vælge badet den ene dag og få skiftet sengetøj den anden dag, eller personalet forbarmer sig over en og gør begge ting i samme dag.
Med aftalen har man fjernet de forebyggende hjemmebesøg. Altså de besøg, der skulle tage problemerne hos den enkelte ældre i opløbet.
Tilsynene på plejehjemmene bliver kraftigt reduceret. Der fastholdes stadigvæk et kritisk lavt antal plejepersonale. Der kommer ikke flere plejehjemspladser. Og aftalen giver ikke de ældre ret til mere bad og rengøring, som for badenes vedkommende kan være en gang ugentlig, og rengøringen hver fjerde uge. Det er også toiletterne. Endelig er der endnu et springende punkt: Ældremaden, som uden at overdrive i alt for mange tilfælde er på et så ringe niveau, at jeg ikke engang ville servere maden til min hund. Og ja, så brillerer aftalen med fraværet af den helt basale omsorg og interesse for det enkelte menneske, hvor der vil være tid til at høre, hvordan fru Jensen egentlig har det.
Problemet er, at når en så stor aftale nu engang er blevet vedtaget, er det ikke muligt i de næste mange år, at de selvsamme partier kommer og siger: ”Skal vi få lavet en ny aftale, der tilgodeser alle de fejl og mangler, der var i den første aftale?” For det vil jo bare være en ren tilståelsessag om, at deres ældreaftale reelt ikke gør det, den burde: nemlig at sikre en værdig ældrepleje. Så nu er det sådan, niveauet er: en ringe ældrepleje, vi ikke kan være bekendt.
Og når jeg skriver alt det her, så handler det jo om, at man skal nyde sit liv, mens man kan. For har man behov for hjælp senere i sit liv, så er der ingen garanti for, at det sker, som man havde forventet det efter et langt arbejdsliv, hvor man har bidraget med det, man kunne og er forpligtet til.
Lad os erkende, af udsigten til en værdig alderdom er noget, vi kan se henimod med største bekymring. Også selvom den kan have lange udsigter for de fleste, kan man kere sig for dem, der har behov for hjælp og pleje. Også selvom det ikke nødvendigvis er en selv. For nuværende.
Så skulle vi ikke opfordre partierne bag ældreaftalen til nye forhandlinger om en ordentlig ældrereform, som vitterligt gør noget godt for dem, der har et reelt behov? I stedet for den aftale, hvor de leger, at den er noget, den reelt ikke er.
For reformen har det helt grundlæggende sigte, at den ikke blot tilgodeser de nuværende ældre og gamle. Men ligeledes alle os andre, som håber at leve længe nok til at blive ældre. Og måske gamle.
