12. jan. 2025 kl. 19:30
I vestlige medier skrives der ivrigt om den russiske skyggeflåde af gamle skibe, der skal omgå de vestlige sanktioner mod oliehandlen og finansiere krigen mod Ukraine. Her er også det sidste nye om skibet med 100.000 tons olie.

Klaus Dohm
Mens Rusland foreløbig har forholdt sig tavs, har hele verden fulgt med i den dramatiske søredningsaktion, som i weekenden har udspillet sig i farvandet mellem Danmark og Tyskland.
Søndag kunne den tyske havarikommando meddele, at det var lykkedes at trække den 274 meter lange olietanker ”Eventin” i sikkerhed på reden ud for havnen i Sassnitz på den tyske ø Rügen.
Men imens redningsaktionen foregik, har de vestlige medier ivrigt fortalt om, at Rusland er involveret i miljøfarlig transport for at kunne finansiere krigen i Ukraine.
Redningsaktionen begyndte fredag i stormende kuling og 2,5 meter høje bølger, da skibet ”Eventin” med knap 100.000 tons olie om bord drev rundt uden strøm 40 km fra Møn. Potentielt kunne en miljøkatastrofe være under opsejling, hvis ”Eventin” havarerede og lækkede olie.
Ikke færre end tre skibe har været med til at få ”Eventin” i sikkerhed i rolige farvande, ligesom der undervejs har været involveret helikopter og fly.
Politiet har bistået under hele redningsaktionen og bl.a. bragt nødstrømsgeneratorer, benzin, mobile radiatorer og håndlamper om bord på skibet.
Søndag sidst på eftermiddagen kunne havarikommandoen så yderligere meddele, at en læge og paramediciner fra det føderale tyske politi havde undersøgt den medicinske situation for de 24 søfolk om bord på skibet, der, siden strømmen forsvandt, havde været uden varme og rindende vand. De konstaterede, at der ikke var akut behov for lægehjælp.
Både i de vestlige medier som CNN, BBC og The Guardian samt det uafhængige russiske medie The Moscow Times har der været spekuleret i, hvorvidt ”Eventin” er en del af en russisk skyggeflåde, som Rusland bruger til at omgå vestlige sanktioner og fragte olie ud af landet.
”Eventin”, der sejlede under Panamas flag, havde således kurs mod Egypten med olie, der er sanktioneret af Vesten.
Gamle skibe
Ifølge CNN har den finske tænketank CREA opgjort antallet af skibe i Ruslands skyggeflåde til 234. 30 pct. af disse skibe er mere end 20 år gamle. Det anses i dag for at være en høj alder for et skib.
At det ikke er helt ufarligt at anvende disse skibe til transport, blev ligeledes ifølge CNN tydeligt i december, da to russiske olietankere havarerede ved Krim-halvøen. Det førte til udledning af tusinder af tons olie.
Allerede dengang fastslog Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Rusland bruger skibe, der slet ikke burde sejle. ”Eventin” har han kaldt for en »oliebombe, der heldigvis ikke detonerede«.
Også den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, har ifølge det tyske medie NDR italesat, at Rusland bringer sikkerheden i Europa i fare med brugen af de gamle skibe.
Skrappe restriktioner
En uge før den amerikanske præsident, Joe Bidens, fratræden meddelte hans administration så fredag nogle af de hidtil skrappeste restriktioner mod den russiske handel med olie, der bl.a. skulle ramme og stoppe to af Ruslands største olieselskaber og tæt på 200 olietankere, hvoraf mange er beskyldt for at være en del af den såkaldte skyggeflåde.
Lørdag i Jyllands-Posten luftede havariekspert Henrik Uth, direktør i Survey Association, yderligere den mistanke, at ”Eventin” bevidst kan være sat til at drive rundt for at teste beredskabet og sikkerheden i farvandene tæt på de danske og tyske kyster.
De tyske myndigheder har fortalt, at der ikke er observeret olie lækket fra ”Eventin”. Søndag sidst på eftermiddagen kunne havarikommandoen også fortælle, at den har været i kontakt med tankskibets rederi om, hvordan man kommer videre.
Rederen har oplyst, at han har bestilt to slæbebåde, som ifølge ham skal ankomme mandag. Det vides ikke, hvor de skal tage skibet hen, skriver havarikommandoen.
Rusland, der tidligere har afvist at kommentere kritikken af en såkaldt skyggeflåde, havde søndag heller ikke kommenteret redningsaktionen i forbindelse med ”Eventin” – eller kritikken fra Ukraines præsident og den tyske udenrigsminister, skriver BBC.
Jyllands-Posten ringede søndag til den russiske ambassade i København for at få en kommentar til de beskyldninger og mistanker, der er rejst fra Ukraine og Tyskland samt den danske ekspert.
Send dine spørgsmål skriftligt, lød svaret.