Set fra Nuuk: Et nyt rigsfællesskab med Norge kunne være en mulighed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg savner en offentlig refleksion om, hvilke følelser der egentligt ligger bag selvstændighedsønsket. Jeg tænker, at en øget bevidsthed herom måske kan gøre det lettere for os at finde energi til de udfordringer, vi arbejder med her og nu i dagens Grønland.

Paradoksalt nok kan ønsket om selvstændighed måske ses som et produkt af kolonialismen.

For forud for, at den oprindelige grønlandske befolkning mødte europæerne, var der jo ingen i Grønland, som gjorde sig tanker om nationer. Nationalstater ser som bekendt ud til at have en udløbsdato, her tænker jeg på den voksende magt, der er i overnationale strukturer (FN, EU, OECD, WTO, IWC osv.), for ikke at nævne den magt, der som bekendt også koncentreres i et fåtal af multinationale private virksomheder.

Var det en mulighed, at vi med fordel kunne finde styrke og inspiration i følelser og samfundsstrukturer, som ligger forud for kolonialismen? Kunne vi måske med fordel helt springe udviklingstrinnet ”nationalstat” over, måske blive ”de forenede grønlandske bosteder” og rent faktisk blive et foregangsfolk?

Er drivkraften bag ønsket om selvstændighed en utilfredshed med den nuværende rigsfællesskabsstruktur, mere end det er et ”kald” mod et højere, fremtidigt mål om selvstændighed? Jeg tror svaret på dette spørgsmål er meget afgørende for, hvordan vi kommer videre herfra. Til trods for jeg selv som så mange andre er et konkret ”produkt” af rigsfællesskabet med forældre af forskellig herkomst, kan jeg se mange ubalancer i rigsfællesskabet – lige børn leger bedst.

Måske ”ægteskabet” med DK nu har så mange ”lig i lasten” eller ”bare” er en skæv konstruktion, som gør, at en skilsmisse er uundgåelig?

Det er f.eks. oplagt at problematisere, at Danmark er mere end 4.000 km fra Grønland, Danmark har et andet klima, og at Danmark har et befolkningstal, som er ca. 100 gange større end Grønlands.

Jo, det er kedeligt at have et fællesskab med en, som ikke sjældent virker uvidende og ikke mindste ofte er indifferent om de kvaliteter og udfordringer, vi har i Grønland, måske særligt når vi selv ofte ved så meget om Danmark. Ikke mindst er det svært ikke at tænke på, at den nuværende konstellation med Selvstyreaftalen er en såkaldt brændende platform, den er jo designet til at skulle gå i opløsning og blive en fodnote i Grønlands historiebøger, tænk f.eks. på den indbyggede udfasning af bloktilskuddets reelle værdi (den værdi, vi mister hvert år pga. inflationsaftalen), som jo smelter rigsfællesskabets fundament.

Mit skrækscenarie er, at vore børn opnår selvstændighed for blot derefter at tænke: ”Hvad skal vi egentligt bruge selvstændigheden til?” Hvis det bliver det nye store spørgsmål til den tid, hvad er konsekvensen i så fald? En national depression med uoverskuelige konsekvenser?

Lad os se selvstændighedsprocessen som en svær rejse på ukendt territorium, i så fald ville ”den gode, gamle inuk” gøre sig nogle kloge rejseforberedelser. Jeg savner en offentlig debat og ydmyghed om det faktum, at det ikke er set før i verdenshistorien, at en befolkning af vores størrelse har opnået selvstændighed.

Det er min oplevelse, at mange tænker, at hvis Island kan gøre det, så kan vi også gøre det, samt oplever jeg, at nogle tænker, at Færøerne er godt på vej, så må det også være ”ligetil” for os. Færøerne har ganske rigtigt en sammenlignelig befolkningsstørrelse med vores, men vi må huske på, at ca. 85 pct. af befolkningen på Færøerne kan køre til hinanden inden for et overskueligt tidsrum, og ikke mindst må vi huske på, at Færøerne ligger relativt tæt på det europæiske marked med de fordele, det indebærer. Samt må vi ikke mindst huske på, at Færøerne ikke har opnået selvstændighed.

Med hensyn til Island, tænk, hvis Island har det absolut mindste befolkningsgrundlag, der skal til (kritisk masse) for at understøtte en demokratisk og økonomisk bæredygtig nation – dets befolkning er ca. seks gange større end vores, det må siges at være en signifikant forskel!

Ikke mindst, hvis Island udelukkende er økonomisk bæredygtig, fordi omkring 75 pct. af befolkningen kan køre til hinanden på under et par timer.

Hvis Grønland kun kan opnå selvstændighed ved at ligne Island i størrelse og bosætningsmønster, må implikationerne bl.a. være følgende. Grønland må igangsætte en aggressiv immigrations- og integrationspolitik, som i praksis vil gøre den nuværende befolkning til en minoritet inden for en kort årrække (Alaska, som naturligvis ikke er en nation, har gjort sig nogle relevante erfaringer i den henseende).

Den energi, der p.t. bruges til at problematisere, at Nuuk by i disse år vokser, må drejes til en bred accept i hele befolkningen om, at én enkelt by må og skal gå forrest set i forhold til andre byer og så at sige være den stærke førerhund, som træder spor i den dybe sne, så øvrige bosteder lettere kan følge med.

”Dumme dansker”-energi og ”ikke rigtig grønlænder”-energi må alle, der besidder disse, grave dybt ned i permafrosten dybt inde i fjordene, så alle, der er i Grønland, og alle nye, som kommer hertil, gives mulighed for at engagere sig fuld ud i selvstændighedsprojektet – kun derved vil vi kunne undgå at ”urigtige” grønlændere og nye grønlændere udelukkende engagerer sig halvhjertet og/eller rejser hjem efter tre år med den store ineffektivitet, det medfører for hele samfundet.

Ambitionen må blive, at Grønland skal blive alles hjem uden forbehold frem til den dag, vi når den kritiske masse i befolkningsantallet. Racisme og nationalisme vil skulle være at betragte som brud på det højere mål om selvstændighed, herunder vil vi skulle undlade betegnelsen ”den oprindelige befolkning”, som fastholder os i en ”os mod dem”-mentalitet. Vi vil skulle ønske nytilkomne velkomne, også når vi har en dårlig dag.

Hvis vi ikke ønsker den oven for beskrevne udvikling, og hvis det er den eneste vej for selvstændighed, hvilke muligheder har vi så?

Jeg vil foreslå en fordomsfri debat om muligheden for at skabe et nyt rigsfællesskab uden om Danmark.

Danmark har givet os grønt lys til at påberåbe os selvstændighed, så længe vi frasiger os bloktilskuddet. Kunne en mulighed være, at vi f.eks. i år 2031 kl. 21.00, nytårsaften, løsrev os fra Danmark for tre timer senere at indtræde i et nyt, selvvalgt rigsfællesskab med f.eks. Norge (om det vil)?

I forhold til denne mulighed er det paradoksalt, at vores forhandlingsposition svækkes, hver gang der skabes øget viden om vores råstofpotentiale, da der jo er langt mellem de gode nyheder fra den front. Med andre ord, hver gang der skabes konkret viden om, at et givent område er uden større råstofpotentialer, så mister Grønland lidt mere af ”mystikken” om, hvilke store muligheder der måske kan ligge i Grønlands undergrund. Jeg fristes til at foreslå, at vi holder igen med efterforskningslicenserne; vi kunne jo få brug for denne ”mystik”, hvis f.eks. visse partier i Danmark måtte få et flertal i Folketinget.

Et selvvalgt rigsfællesskab med f.eks. Norge vil i øvrigt have den sidegevinst, at et sådan ”ægteskabsskift” vil kunne kaste lys over, hvilken værdi USA ser ved at råde over Pituffik (Thulebasen, red.).

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg savner en offentlig refleksion om, hvilke følelser der egentligt ligger bag selvstændighedsønsket. Jeg tænker, at en øget bevidsthed herom måske kan gøre det lettere for os at finde energi til de udfordringer, vi arbejder med her og nu i dagens Grønland.

Paradoksalt nok kan ønsket om selvstændighed måske ses som et produkt af kolonialismen.

For forud for, at den oprindelige grønlandske befolkning mødte europæerne, var der jo ingen i Grønland, som gjorde sig tanker om nationer. Nationalstater ser som bekendt ud til at have en udløbsdato, her tænker jeg på den voksende magt, der er i overnationale strukturer (FN, EU, OECD, WTO, IWC osv.), for ikke at nævne den magt, der som bekendt også koncentreres i et fåtal af multinationale private virksomheder.

Var det en mulighed, at vi med fordel kunne finde styrke og inspiration i følelser og samfundsstrukturer, som ligger forud for kolonialismen? Kunne vi måske med fordel helt springe udviklingstrinnet ”nationalstat” over, måske blive ”de forenede grønlandske bosteder” og rent faktisk blive et foregangsfolk?

Er drivkraften bag ønsket om selvstændighed en utilfredshed med den nuværende rigsfællesskabsstruktur, mere end det er et ”kald” mod et højere, fremtidigt mål om selvstændighed? Jeg tror svaret på dette spørgsmål er meget afgørende for, hvordan vi kommer videre herfra. Til trods for jeg selv som så mange andre er et konkret ”produkt” af rigsfællesskabet med forældre af forskellig herkomst, kan jeg se mange ubalancer i rigsfællesskabet – lige børn leger bedst.

Måske ”ægteskabet” med DK nu har så mange ”lig i lasten” eller ”bare” er en skæv konstruktion, som gør, at en skilsmisse er uundgåelig?

Det er f.eks. oplagt at problematisere, at Danmark er mere end 4.000 km fra Grønland, Danmark har et andet klima, og at Danmark har et befolkningstal, som er ca. 100 gange større end Grønlands.

Jo, det er kedeligt at have et fællesskab med en, som ikke sjældent virker uvidende og ikke mindste ofte er indifferent om de kvaliteter og udfordringer, vi har i Grønland, måske særligt når vi selv ofte ved så meget om Danmark. Ikke mindst er det svært ikke at tænke på, at den nuværende konstellation med Selvstyreaftalen er en såkaldt brændende platform, den er jo designet til at skulle gå i opløsning og blive en fodnote i Grønlands historiebøger, tænk f.eks. på den indbyggede udfasning af bloktilskuddets reelle værdi (den værdi, vi mister hvert år pga. inflationsaftalen), som jo smelter rigsfællesskabets fundament.

Mit skrækscenarie er, at vore børn opnår selvstændighed for blot derefter at tænke: ”Hvad skal vi egentligt bruge selvstændigheden til?” Hvis det bliver det nye store spørgsmål til den tid, hvad er konsekvensen i så fald? En national depression med uoverskuelige konsekvenser?

Lad os se selvstændighedsprocessen som en svær rejse på ukendt territorium, i så fald ville ”den gode, gamle inuk” gøre sig nogle kloge rejseforberedelser. Jeg savner en offentlig debat og ydmyghed om det faktum, at det ikke er set før i verdenshistorien, at en befolkning af vores størrelse har opnået selvstændighed.

Det er min oplevelse, at mange tænker, at hvis Island kan gøre det, så kan vi også gøre det, samt oplever jeg, at nogle tænker, at Færøerne er godt på vej, så må det også være ”ligetil” for os. Færøerne har ganske rigtigt en sammenlignelig befolkningsstørrelse med vores, men vi må huske på, at ca. 85 pct. af befolkningen på Færøerne kan køre til hinanden inden for et overskueligt tidsrum, og ikke mindst må vi huske på, at Færøerne ligger relativt tæt på det europæiske marked med de fordele, det indebærer. Samt må vi ikke mindst huske på, at Færøerne ikke har opnået selvstændighed.

Med hensyn til Island, tænk, hvis Island har det absolut mindste befolkningsgrundlag, der skal til (kritisk masse) for at understøtte en demokratisk og økonomisk bæredygtig nation – dets befolkning er ca. seks gange større end vores, det må siges at være en signifikant forskel!

Ikke mindst, hvis Island udelukkende er økonomisk bæredygtig, fordi omkring 75 pct. af befolkningen kan køre til hinanden på under et par timer.

Hvis Grønland kun kan opnå selvstændighed ved at ligne Island i størrelse og bosætningsmønster, må implikationerne bl.a. være følgende. Grønland må igangsætte en aggressiv immigrations- og integrationspolitik, som i praksis vil gøre den nuværende befolkning til en minoritet inden for en kort årrække (Alaska, som naturligvis ikke er en nation, har gjort sig nogle relevante erfaringer i den henseende).

Den energi, der p.t. bruges til at problematisere, at Nuuk by i disse år vokser, må drejes til en bred accept i hele befolkningen om, at én enkelt by må og skal gå forrest set i forhold til andre byer og så at sige være den stærke førerhund, som træder spor i den dybe sne, så øvrige bosteder lettere kan følge med.

”Dumme dansker”-energi og ”ikke rigtig grønlænder”-energi må alle, der besidder disse, grave dybt ned i permafrosten dybt inde i fjordene, så alle, der er i Grønland, og alle nye, som kommer hertil, gives mulighed for at engagere sig fuld ud i selvstændighedsprojektet – kun derved vil vi kunne undgå at ”urigtige” grønlændere og nye grønlændere udelukkende engagerer sig halvhjertet og/eller rejser hjem efter tre år med den store ineffektivitet, det medfører for hele samfundet.

Ambitionen må blive, at Grønland skal blive alles hjem uden forbehold frem til den dag, vi når den kritiske masse i befolkningsantallet. Racisme og nationalisme vil skulle være at betragte som brud på det højere mål om selvstændighed, herunder vil vi skulle undlade betegnelsen ”den oprindelige befolkning”, som fastholder os i en ”os mod dem”-mentalitet. Vi vil skulle ønske nytilkomne velkomne, også når vi har en dårlig dag.

Hvis vi ikke ønsker den oven for beskrevne udvikling, og hvis det er den eneste vej for selvstændighed, hvilke muligheder har vi så?

Jeg vil foreslå en fordomsfri debat om muligheden for at skabe et nyt rigsfællesskab uden om Danmark.

Danmark har givet os grønt lys til at påberåbe os selvstændighed, så længe vi frasiger os bloktilskuddet. Kunne en mulighed være, at vi f.eks. i år 2031 kl. 21.00, nytårsaften, løsrev os fra Danmark for tre timer senere at indtræde i et nyt, selvvalgt rigsfællesskab med f.eks. Norge (om det vil)?

I forhold til denne mulighed er det paradoksalt, at vores forhandlingsposition svækkes, hver gang der skabes øget viden om vores råstofpotentiale, da der jo er langt mellem de gode nyheder fra den front. Med andre ord, hver gang der skabes konkret viden om, at et givent område er uden større råstofpotentialer, så mister Grønland lidt mere af ”mystikken” om, hvilke store muligheder der måske kan ligge i Grønlands undergrund. Jeg fristes til at foreslå, at vi holder igen med efterforskningslicenserne; vi kunne jo få brug for denne ”mystik”, hvis f.eks. visse partier i Danmark måtte få et flertal i Folketinget.

Et selvvalgt rigsfællesskab med f.eks. Norge vil i øvrigt have den sidegevinst, at et sådan ”ægteskabsskift” vil kunne kaste lys over, hvilken værdi USA ser ved at råde over Pituffik (Thulebasen, red.).