Er der en voksen til stede?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Trumps udmeldinger om »ejerskab og kontrol« af Grønland samt visse grønlandske politikeres eskalerende løsrivelsesretorik markerer den foreløbige kulmination på årtiers fejlslagen grønlandspolitik.

Hvordan er vi dog kommet hertil?

Et godt sted at begynde er Folketinget, som ved vedtagelsen af Selvstyreloven fra 2009 skabte en umulig grønlandsk drøm om uafhængighed uden smålig hensyntagen til de barske politiske realiteter.

Hvilke gangbare politiske løsninger findes der dog egentlig? Her er de nøgterne fakta.

1) USA vil aldrig acceptere et uafhængigt Grønland

For USA er Grønland ikke blot et spørgsmål om militærbaser og sejlruter. Grønland rummer enorme, uudnyttede ressourcer af sjældne jordartsmetaller, uran, olie og gas – ressourcer, der er afgørende for alt fra elektronik til forsvarsteknologi. I dag dominerer Kina verdensmarkedet for disse sjældne jordarter med op til 70 pct. af produktionen.

Et der virkelig nogen, der tror, at USA vil acceptere risikoen for, at et uafhængigt Grønland ender under kinesisk eller russisk indflydelse? Det ville være et mareridtsscenarie for Washington. Samtidig skæmmer sporene voldsomt fra Afrika, hvor især Kina og til dels Rusland i dag er altdominerende magtfaktorer.

Et eventuelt selvstændigt Grønland fremstår i dette geopolitiske spil langtfra som en stabil og troværdig samarbejdspartner. Hjemmestyrets blokering af ETM i Kvanefjeld-sagen og dets flirten med Kina i lufthavnssagerne har samtidig næppe ligefrem bestyrket amerikanernes tillid til hjemmestyret.

Hvis Grønland skulle forlade rigsfællesskabet, vil konsekvensen derfor utvivlsomt være, at USA annekterer territoriet i en eller anden form.

USA besidder sågar et par historiske politiske figenblade, der kan bruges til at argumentere for en amerikansk annektering. Det er her værd at erindre, at USA qua Monroedoktrinen fra 1923 oprindeligt afviste europæisk, herunder dansk, suverænitet over Grønland. Konflikten blev først løst ved en amerikansk regeringserklæring i 1916 udstedt i forbindelse med salget af De Dansk-vestindiske Øer til USA. Erklæringen anerkender herefter dansk højhedsret over Grønland, men – vigtigt at bemærke – tillader ikke udtrykkeligt en fremtidig videreoverdragelse af dansk suverænitet over Grønland til andre.

Læg dertil, at Grønlandstraktaten fra 1951, som giver USA ret til at etablere sig militært på Grønland og forsvare territoriet, kan bruges som argument for, at USA tilsammen med Danmark udøver den faktiske og effektive kontrol over det grønlandske territorium – et begreb, der er afgørende under folkeretten, når spørgsmål om statslig suverænitet over et territorium skal afgøres. Argumentet vil få relevans, såfremt Danmark afgiver sin suverænitet over Grønland.

Derfor ser vi Trumps udmeldinger nu.

Når man ser på USA’s politiske kultur samt de tidligere Dansk-vestindiske Øers, Puerto Ricos, Samoas og Guams skæbne, hvor borgerne ikke nyder ligestillede rettigheder med øvrige borgere i USA og lever i uforholdsmæssig stor fattigdom, er det svært at se dette forløb som værende attraktivt for grønlænderne.

2) Danmark kan heller ikke tillade Grønland uafhængighed

Grønlandsk uafhængighed forudsætter Folketingets godkendelse i henhold til Selvstyreloven, og den giver Folketinget ikke uden USA’s billigelse.

Dertil kommer, at et grønlandsk krav om uafhængighed ganske enkelt savner politisk substans. Med kun 56.000 indbyggere – omtrent samme befolkningstal som Als – og et grønlandsk territorium på over to millioner kvadratkilometer, halvanden gang større end hele Vesteuropa, er et krav om uafhængighed åbenlyst ude af proportion.

Artikel 1, stk. 2 i FN-pagten, som handler om et folks ret til selvbestemmelse, udgør her ikke et stærkt politisk argument for løsrivelse. Bestemmelsen er bevidst vagt formuleret og har blot begrænset juridisk anvendelighed. Dertil kommer, at over 80 pct. af Grønland er ubeboet, så det er særligt svært at argumentere for, at et krav om selvbestemmelse skal udstrækkes til disse områder.

Grønlandske politikere ved nok selv, at deres løsrivelsesargumenter er mangelfulde. Derfor fokuseres der nu i tiltagende grad på et populistisk kolonimagtsnarrativ, som politisk skal berettige løsrivelse. Heri iscenesættes Danmark som et undertrykkende koloniherrefolk i en fortælling, der fremføres energisk af politikere som Múte B. Egede og Aki-Matilda Høegh-Dam.

Kolonimagtsnarrativet er dog forkert.

Bevares, Grønland var nok engang en koloni af navn, men aldrig af gavn. Grønlands tilhørsforhold til Danmark daterer sig tilbage til Erik den Røde og senere Hans Egedes missionsaktiviteter i Grønland. Der var ikke tale om en egentlig kolonial udnyttelse af landets ressourcer og befolkning.

Siden 1953 har Grønland sågar været en fuldt integreret del af Danmark, og dets befolkning nyder alle borgerrettigheder. Vel er der som med alle stater undertiden sket kritisable danske myndighedsovergreb, men de er af typen, som mange andre borgere i riget også har været udsat for. Der er ikke tale om kolonimagtsovergreb.

Tilbage står, at Grønland har og fortsat nyder en privilegeret særstatus i riget. Danmark har ikke mindst overført enorme milliardbeløb til det grønlandske samfund gennem årene for at højne befolkningens levestandard. Selv tak, Grønland! Så nej, kolonimagts-fortællingen holder ikke!

3) Der er stadig tid til at handle og finde en løsning

USA’s foretrukne scenarie er næppe at foretage en Putin-inspireret invasion eller undergravning af dansk suverænitet i Grønland. Hvis det gjorde, ville USA fremstå som en territorial aggressor over for en tæt allieret. Formentligt ikke et amerikansk ønskescenarie.

En løsningsmodel, der burde fungere for alle parter, kender vi allerede. Efter Anden Verdenskrig ønskede USA ligeledes at købe Grønland af Danmark. Vi var dengang i stand til at afslå, fordi Danmark fremstod som en troværdig allieret til USA, hvor vi var villige til at håndhæve vores suverænitet over Grønland under hensyntagen både til USA’s strategiske behov, såsom Thulebasen, og grønlændernes senere ønske om hjemmestyre inden for rammerne af et rigsfællesskab. Vi kan formentlig genanvende den samme model i en opdateret udgave.

Er det ikke i alles interesse – herunder hjemmestyrets – at begrave stridsøksen og handle nu?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Trumps udmeldinger om »ejerskab og kontrol« af Grønland samt visse grønlandske politikeres eskalerende løsrivelsesretorik markerer den foreløbige kulmination på årtiers fejlslagen grønlandspolitik.

Hvordan er vi dog kommet hertil?

Et godt sted at begynde er Folketinget, som ved vedtagelsen af Selvstyreloven fra 2009 skabte en umulig grønlandsk drøm om uafhængighed uden smålig hensyntagen til de barske politiske realiteter.

Hvilke gangbare politiske løsninger findes der dog egentlig? Her er de nøgterne fakta.

1) USA vil aldrig acceptere et uafhængigt Grønland

For USA er Grønland ikke blot et spørgsmål om militærbaser og sejlruter. Grønland rummer enorme, uudnyttede ressourcer af sjældne jordartsmetaller, uran, olie og gas – ressourcer, der er afgørende for alt fra elektronik til forsvarsteknologi. I dag dominerer Kina verdensmarkedet for disse sjældne jordarter med op til 70 pct. af produktionen.

Et der virkelig nogen, der tror, at USA vil acceptere risikoen for, at et uafhængigt Grønland ender under kinesisk eller russisk indflydelse? Det ville være et mareridtsscenarie for Washington. Samtidig skæmmer sporene voldsomt fra Afrika, hvor især Kina og til dels Rusland i dag er altdominerende magtfaktorer.

Et eventuelt selvstændigt Grønland fremstår i dette geopolitiske spil langtfra som en stabil og troværdig samarbejdspartner. Hjemmestyrets blokering af ETM i Kvanefjeld-sagen og dets flirten med Kina i lufthavnssagerne har samtidig næppe ligefrem bestyrket amerikanernes tillid til hjemmestyret.

Hvis Grønland skulle forlade rigsfællesskabet, vil konsekvensen derfor utvivlsomt være, at USA annekterer territoriet i en eller anden form.

USA besidder sågar et par historiske politiske figenblade, der kan bruges til at argumentere for en amerikansk annektering. Det er her værd at erindre, at USA qua Monroedoktrinen fra 1923 oprindeligt afviste europæisk, herunder dansk, suverænitet over Grønland. Konflikten blev først løst ved en amerikansk regeringserklæring i 1916 udstedt i forbindelse med salget af De Dansk-vestindiske Øer til USA. Erklæringen anerkender herefter dansk højhedsret over Grønland, men – vigtigt at bemærke – tillader ikke udtrykkeligt en fremtidig videreoverdragelse af dansk suverænitet over Grønland til andre.

Læg dertil, at Grønlandstraktaten fra 1951, som giver USA ret til at etablere sig militært på Grønland og forsvare territoriet, kan bruges som argument for, at USA tilsammen med Danmark udøver den faktiske og effektive kontrol over det grønlandske territorium – et begreb, der er afgørende under folkeretten, når spørgsmål om statslig suverænitet over et territorium skal afgøres. Argumentet vil få relevans, såfremt Danmark afgiver sin suverænitet over Grønland.

Derfor ser vi Trumps udmeldinger nu.

Når man ser på USA’s politiske kultur samt de tidligere Dansk-vestindiske Øers, Puerto Ricos, Samoas og Guams skæbne, hvor borgerne ikke nyder ligestillede rettigheder med øvrige borgere i USA og lever i uforholdsmæssig stor fattigdom, er det svært at se dette forløb som værende attraktivt for grønlænderne.

2) Danmark kan heller ikke tillade Grønland uafhængighed

Grønlandsk uafhængighed forudsætter Folketingets godkendelse i henhold til Selvstyreloven, og den giver Folketinget ikke uden USA’s billigelse.

Dertil kommer, at et grønlandsk krav om uafhængighed ganske enkelt savner politisk substans. Med kun 56.000 indbyggere – omtrent samme befolkningstal som Als – og et grønlandsk territorium på over to millioner kvadratkilometer, halvanden gang større end hele Vesteuropa, er et krav om uafhængighed åbenlyst ude af proportion.

Artikel 1, stk. 2 i FN-pagten, som handler om et folks ret til selvbestemmelse, udgør her ikke et stærkt politisk argument for løsrivelse. Bestemmelsen er bevidst vagt formuleret og har blot begrænset juridisk anvendelighed. Dertil kommer, at over 80 pct. af Grønland er ubeboet, så det er særligt svært at argumentere for, at et krav om selvbestemmelse skal udstrækkes til disse områder.

Grønlandske politikere ved nok selv, at deres løsrivelsesargumenter er mangelfulde. Derfor fokuseres der nu i tiltagende grad på et populistisk kolonimagtsnarrativ, som politisk skal berettige løsrivelse. Heri iscenesættes Danmark som et undertrykkende koloniherrefolk i en fortælling, der fremføres energisk af politikere som Múte B. Egede og Aki-Matilda Høegh-Dam.

Kolonimagtsnarrativet er dog forkert.

Bevares, Grønland var nok engang en koloni af navn, men aldrig af gavn. Grønlands tilhørsforhold til Danmark daterer sig tilbage til Erik den Røde og senere Hans Egedes missionsaktiviteter i Grønland. Der var ikke tale om en egentlig kolonial udnyttelse af landets ressourcer og befolkning.

Siden 1953 har Grønland sågar været en fuldt integreret del af Danmark, og dets befolkning nyder alle borgerrettigheder. Vel er der som med alle stater undertiden sket kritisable danske myndighedsovergreb, men de er af typen, som mange andre borgere i riget også har været udsat for. Der er ikke tale om kolonimagtsovergreb.

Tilbage står, at Grønland har og fortsat nyder en privilegeret særstatus i riget. Danmark har ikke mindst overført enorme milliardbeløb til det grønlandske samfund gennem årene for at højne befolkningens levestandard. Selv tak, Grønland! Så nej, kolonimagts-fortællingen holder ikke!

3) Der er stadig tid til at handle og finde en løsning

USA’s foretrukne scenarie er næppe at foretage en Putin-inspireret invasion eller undergravning af dansk suverænitet i Grønland. Hvis det gjorde, ville USA fremstå som en territorial aggressor over for en tæt allieret. Formentligt ikke et amerikansk ønskescenarie.

En løsningsmodel, der burde fungere for alle parter, kender vi allerede. Efter Anden Verdenskrig ønskede USA ligeledes at købe Grønland af Danmark. Vi var dengang i stand til at afslå, fordi Danmark fremstod som en troværdig allieret til USA, hvor vi var villige til at håndhæve vores suverænitet over Grønland under hensyntagen både til USA’s strategiske behov, såsom Thulebasen, og grønlændernes senere ønske om hjemmestyre inden for rammerne af et rigsfællesskab. Vi kan formentlig genanvende den samme model i en opdateret udgave.

Er det ikke i alles interesse – herunder hjemmestyrets – at begrave stridsøksen og handle nu?