Joe Biden er endt som en rasende og bitter mand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lige siden det amerikanske præsidentvalg i starten af november har jeg spurgte en række demokrater om, hvordan de har det med, at Donald Trump om få uger kan sætte sig til rette i Det Ovale Værelse. Hvor nogle mente, at det amerikanske demokratis fremtid var på spil, var der andre, der mente, at det hele nok skal gå, og at det bare handler om at overleve de næste fire år.

Men der var én ting, de dog var enige om: De var alle vrede. Ikke på Donald Trump, som man måske kunne forvente, fordi han vandt valget. Heller ikke på Kamala Harris, som tabte til Trump.

Nej, alle som en var de vrede på Joe Biden.

Ifølge dem er det Joe Bidens skyld, at Kamala Harris og Demokraterne tabte valget i november. For hvis bare han, som han også havde antydet, ikke havde ventet så lang tid, inden han veg pladsen som Demokraternes præsidentkandidat, ville de have haft en chance.

Deres kritik af Biden bunder i, at hvis han nu havde meldt ud tidligere, at han ikke ville genopstille, så ville Demokraterne have haft et typisk primærvalg, hvor vælgerne ville have lært kandidaterne at kende over en længere periode. Et primærvalg ville også, som det typisk er tilfældet, gør det muligt for kandidaterne at lægge afstand til den siddende præsident, hvad der var svært for Harris.

Det er selvfølgelig ren spekulation, om det ville have gjort nogen forskel. Men det fortæller lidt om, hvordan historien vil dømme Joe Biden som præsident. Og den vrede, som demokratiske vælgere udtrykker, er kun blev forstørret efter nylige reporter har fortalt, at den fraværende og ufokuserede Biden, som vi så i debatten i juni, ikke var noget særsyn, og at flere af dem, der arbejder med ham dagligt, udmærket vidste, at han havde dårlige dage, hvor han mentalt ikke var fuldt til stede.

Da Biden blev indsat for fire år siden, italesatte han sig som en overgangsfigur til en yngre generation, der skulle komme efter ham. Og det var sådan, mange demokraterne så ham: en stabil hånd, der kender systemet og kan få rettet op på nogle af de mange ulykker, som den første Trump-administration havde forvoldt.

At Biden dertil fik gennemført nogle imponerende lovpakker, som de fleste havde troet umulige, og som ikke blot førte til investeringer i amerikanske infrastruktur, der vil fortsætte gennem det næste årti, og til en ambitiøs klimalov, der betyder, at USA ikke er bagud i forhold til resten af verden, når det kommer til den grønne omstilling, var kun en ekstra bonus.

Disse imponerende lovpakker – så store og ambitiøse, at vi faktisk skal generationer tilbage for at finde en præsident, der har gennemført noget lignende – gjorde også, at Biden troede, at vejen til genvalg var sikret, og at han selv var en ny Lyndon B. Johnson.

Men mens Biden var alt for fokuseret på, hvad han havde fået gennemført, og hvad det betød for de økonomiske nøgletal, glemte både han og hans rådgivere at løfte blikket bort fra Washington og Det Ovale Værelse og kigger ud over USA, hvor flertallet af amerikanerne ikke kunne mærke konsekvenserne af hans politik. Og da det gik op for dem – da en intern meningsmåling efter den katastrofale debat i juni viste, at Trump stod til at vinde med omkring 400 valgmandsstemmer – var det for sent.

Resultatet er, at Biden i dag er endt som en gammel, bitter mand. Han skulle efter sigende være rasende på dem, som han kalder Det Demokratiske Partis elite, som bl.a. inkluderer Barack Obama, Bill og Hillary Clinton og Nancy Pelosi, fordi han mener, at de tvang ham til ikke at søge genvalg. Det, som han ikke siger, men som interaktionerne mellem ham og Kamala Harris siden valget også antyder, er, at Biden helt oprigtigt mener, at han kunne have vundet præsidentvalget i november, og at det er Harris’ og den demokratiske elites skyld, at Donald Trump vandt i november.

Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Biden ville ikke have haft nogen som helst chance for at vinde i november, hvis han ikke var trådt tilbage. Og af en mand, der har dedikeret sit liv til politik og offentlig tjeneste, er det, vi er vidne til netop nu, en sørgelig konklusion.

Sådan behøvede det ikke at være. Men Joe Biden giver kun demokratiske vælgere flere og flere grunde til, at de skal være vrede på ham. Det skader hans eftermæle, som allerede med valget af Donald Trump har lidt et alvorligt knæk.

Virkeligheden er, at Joe Biden hverken endte som en overgangsfigur til en yngre generation eller som en ny Lyndon B. Johnson, som han gerne så sig selv som. I stedet er han endt som en tragisk Don Quixote, der alene kæmper mod vindmøllerne og i sin kamp mod dem er i færd med at ødelægge alt det, der ville sikre ham en plads i historien.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lige siden det amerikanske præsidentvalg i starten af november har jeg spurgte en række demokrater om, hvordan de har det med, at Donald Trump om få uger kan sætte sig til rette i Det Ovale Værelse. Hvor nogle mente, at det amerikanske demokratis fremtid var på spil, var der andre, der mente, at det hele nok skal gå, og at det bare handler om at overleve de næste fire år.

Men der var én ting, de dog var enige om: De var alle vrede. Ikke på Donald Trump, som man måske kunne forvente, fordi han vandt valget. Heller ikke på Kamala Harris, som tabte til Trump.

Nej, alle som en var de vrede på Joe Biden.

Ifølge dem er det Joe Bidens skyld, at Kamala Harris og Demokraterne tabte valget i november. For hvis bare han, som han også havde antydet, ikke havde ventet så lang tid, inden han veg pladsen som Demokraternes præsidentkandidat, ville de have haft en chance.

Deres kritik af Biden bunder i, at hvis han nu havde meldt ud tidligere, at han ikke ville genopstille, så ville Demokraterne have haft et typisk primærvalg, hvor vælgerne ville have lært kandidaterne at kende over en længere periode. Et primærvalg ville også, som det typisk er tilfældet, gør det muligt for kandidaterne at lægge afstand til den siddende præsident, hvad der var svært for Harris.

Det er selvfølgelig ren spekulation, om det ville have gjort nogen forskel. Men det fortæller lidt om, hvordan historien vil dømme Joe Biden som præsident. Og den vrede, som demokratiske vælgere udtrykker, er kun blev forstørret efter nylige reporter har fortalt, at den fraværende og ufokuserede Biden, som vi så i debatten i juni, ikke var noget særsyn, og at flere af dem, der arbejder med ham dagligt, udmærket vidste, at han havde dårlige dage, hvor han mentalt ikke var fuldt til stede.

Da Biden blev indsat for fire år siden, italesatte han sig som en overgangsfigur til en yngre generation, der skulle komme efter ham. Og det var sådan, mange demokraterne så ham: en stabil hånd, der kender systemet og kan få rettet op på nogle af de mange ulykker, som den første Trump-administration havde forvoldt.

At Biden dertil fik gennemført nogle imponerende lovpakker, som de fleste havde troet umulige, og som ikke blot førte til investeringer i amerikanske infrastruktur, der vil fortsætte gennem det næste årti, og til en ambitiøs klimalov, der betyder, at USA ikke er bagud i forhold til resten af verden, når det kommer til den grønne omstilling, var kun en ekstra bonus.

Disse imponerende lovpakker – så store og ambitiøse, at vi faktisk skal generationer tilbage for at finde en præsident, der har gennemført noget lignende – gjorde også, at Biden troede, at vejen til genvalg var sikret, og at han selv var en ny Lyndon B. Johnson.

Men mens Biden var alt for fokuseret på, hvad han havde fået gennemført, og hvad det betød for de økonomiske nøgletal, glemte både han og hans rådgivere at løfte blikket bort fra Washington og Det Ovale Værelse og kigger ud over USA, hvor flertallet af amerikanerne ikke kunne mærke konsekvenserne af hans politik. Og da det gik op for dem – da en intern meningsmåling efter den katastrofale debat i juni viste, at Trump stod til at vinde med omkring 400 valgmandsstemmer – var det for sent.

Resultatet er, at Biden i dag er endt som en gammel, bitter mand. Han skulle efter sigende være rasende på dem, som han kalder Det Demokratiske Partis elite, som bl.a. inkluderer Barack Obama, Bill og Hillary Clinton og Nancy Pelosi, fordi han mener, at de tvang ham til ikke at søge genvalg. Det, som han ikke siger, men som interaktionerne mellem ham og Kamala Harris siden valget også antyder, er, at Biden helt oprigtigt mener, at han kunne have vundet præsidentvalget i november, og at det er Harris’ og den demokratiske elites skyld, at Donald Trump vandt i november.

Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Biden ville ikke have haft nogen som helst chance for at vinde i november, hvis han ikke var trådt tilbage. Og af en mand, der har dedikeret sit liv til politik og offentlig tjeneste, er det, vi er vidne til netop nu, en sørgelig konklusion.

Sådan behøvede det ikke at være. Men Joe Biden giver kun demokratiske vælgere flere og flere grunde til, at de skal være vrede på ham. Det skader hans eftermæle, som allerede med valget af Donald Trump har lidt et alvorligt knæk.

Virkeligheden er, at Joe Biden hverken endte som en overgangsfigur til en yngre generation eller som en ny Lyndon B. Johnson, som han gerne så sig selv som. I stedet er han endt som en tragisk Don Quixote, der alene kæmper mod vindmøllerne og i sin kamp mod dem er i færd med at ødelægge alt det, der ville sikre ham en plads i historien.