11. jan. 2025 kl. 10:00
En gruppe unge på det socialpsykiatriske bosted Holmstrupgård sagde ja til at medvirke i serien ’Indefra med Anders Agger’. For to af dem, Mai og Katrine, var det med en vis hjertebanken, at de sagde ja, men de fortryder ikke deres medvirken ikke i dag. Tværtimod. Den efterfølgende modtagelse har overvældet dem.
I foråret fulgte flere hundredetusinde danskere med, da den lokale tv-kendis Anders Agger besøgte det socialpsykiatriske bosted Holmstrupgård i Brabrand.
Det gjorde han i programserien ’Indefra med Anders Agger – Syg ungdom’ på DR, hvor han bl.a. fulgte de to unge kvinder Mai og Katrine, som begge har kæmpet med spiseforstyrrelse.
I TV-programmet fik de bragt danskerne ind i noget af det allermest sårbare – bl.a. med det håb om at rokke ved nogle af de fordomme, der kan være omkring sygdommen. En angstprovokerende, men samtidig også en overvældende og positiv oplevelse.
For efter kameraerne slukkede er det væltet ind med en strøm af rørende beskeder, og de to medvirkende fortæller også, hvordan det går dem i dag.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra paraplyorganisationen Jysk Børneforsorg/Fredehjem, som bostedet Holmstrupgård hører inde under.
Nedbryde fordomme
»Mine forældre skulle skrive under på, at jeg måtte være med i programmet, fordi jeg ikke var myndig. Min mor har efterfølgende sagt, at jeg havde været meget indelukket i flere år, ”så hvis Mai vil tale med Anders Agger, så er der håb for hende”,« griner 15-årige Mai i dag.
Hun er én af de unge på det socialpsykiatriske behandlingstilbud Holmstrupgård, som man følger i DR’s dokumentarserie.
Her sagde Mai sagde ja til at medvirke i håbet om at hun kunne rokke ved folks fordomme om, hvad en spiseforstyrrelse er.
»I min egen spiseforstyrrelse er jeg selv blevet mødt med, at folk tror, det handler om, at man vil være tynd. Det er vigtigt for mig, at folk forstår, at det er fordi, der er noget i dit hoved eller omkring dig, der er svært, så du får brug for at have kontrol eller lukke ned i din hjerne,« fortæller hun.

Ville indgyde håb i andre
23-årige Katrine er én af de andre medvirkende i serien. Hun håbede på samme måde at kunne påvirke folks indtryk – både af hende selv og det sted, hun bor.
»Man tænker måske ikke over det, når man ser programmet, men på det tidspunkt havde jeg det meget bedre end et halvt år forinden, hvor det var virkelig, virkelig slemt. Og i dag har jeg det endnu bedre. Der er en vej frem, og der er håb derude. Det ville jeg gerne vise folk. Også dém, jeg har mødt på min vej, som ikke har været til gavn for mig eller ikke troet på mig,« siger Katrine.
Derudover ville hun give folk indsigt i, hvordan det er at bo et sted som Holmstrupgård.
»Jeg har oplevet fordomme om, at folk tror, jeg bor et sted, der minder om et hospital eller et fængsel. Men vi bor jo ligesom hjemme, og man har sin frihed.«
Personalet kravlede på gulvet
Da journalist Anders Agger og kameramanden Christian trådte ind i de unges hverdag på Holmstrupgård, var det ifølge Katrine og Mai både vildt, rart og sjovt.
»Det var overvældende, og jeg havde også frygtet det lidt. Ville jeg kunne svare på Anders’ spørgsmål, hvordan ville jeg fremstå? Men da han kom, satte han sig ind i vores stue og startede med at sige: Bare stil mig spørgsmål. Jeg er i JERES hjem. Det var mega rart,« fortæller Katrine.

»Jeg ved ikke, om man kan kalde det skræmmende, men det var vildt. Lige pludselig gik der en mand rundt med et kamera. Men det var fint. Der var dog enkelte personaler, der kravlede nede på gulvet og langs vinduerne, fordi de ikke ville filmes,« griner Mai.
Foran hele Danmark
I programmet ser man bl.a. Mai i de svære spisesituationer, og journalist Anders Agger spørger de unge til noget af dét, der gør allermest ondt indeni.
»Det har været vildt at vise sin mest sårbare side af sig selv. Og lukke hele Danmark derind. Jeg har tænkt over, at mange af mine gamle kammerater og efterskolevenner pludselig ser noget om mig, de ikke har vidst før,« fortæller Katrine.
»Jeg synes, det var pinligt at se programmet, fordi jeg følte, at jeg blev sat i min mest sårbare situation. Når jeg har været sammen med folk, der har set programmet, siger de, at det er godt, men så siger jeg, at vi ikke skal snakke om det mere. For det er ikke mig længere. For eksempel den der spisesituation, der bliver vist – det er ikke mig mere. Så kan jeg godt tænke, om andre folk tror, jeg stadig spiser sådan,« siger Mai.

Love-storm
Trods krummede tæer og hjertebanken, da serien første gang kørte over skærmen, så er både Mai og Katrine i dag glade for at have medvirket – og for reaktionerne fra omverdenen.
»Folk har bare været søde. Jeg har fået gode beskeder, også fra folk, jeg ikke har hørt fra i lang tid, som jeg så har fået kontakt til igen. Det er vildt rart. Der er også fremmede, der har fundet mig på sociale medier og skrevet søde beskeder. Nogle har selv kunnet relatere til de ting, der bliver vist i programmet,« fortæller Katrine, der oplevede den bedste respons på serien, da hun en dag var i Tivoli Friheden.
»Der var en dreng på 14-15 år, der stod sammen med alle sine venner og så gik hen til mig og sagde, at han havde set mig i fjernsynet og syntes, jeg gjorde det så godt. Jeg syntes, det var så sejt, at han turde sige det foran alle sine venner, det var virkelig sødt af ham.«
Der er også én konkret oplevelse, der gør Mai særligt glad.
»I min storesøsters gymnasieklasse er der et par stykker, der også har en spiseforstyrrelse, og de sagde, at programmet havde sat nogle ord på spiseforstyrrelsen, som de ikke selv kunne. Fedt, det var lige præcis dét, der var meningen,« siger hun.
For Katrine viste hendes medvirken i DR-programmet sig også at give hende en ekstra motivation, hun ikke havde forudset, selvom hun hele tiden har troet på, at hun nok skulle få det bedre fra den alvorlige spiseforstyrelse hun har haft.
»Det har hjulpet mig til ikke at falde tilbage i dårlige rutiner og givet mig en større motivation for at holde ved det gode. For eksempel tænkte jeg: Jeg skal bare ikke indlægges igen, inden programmet bliver sendt, det ville være total pinligt,« fortæller Katrine, der i dag har fået styr på sin spiseforstyrrelse og er flyttet fra afdelingen Engen, én af Holmstrupgårds døgnafdelinger, og ind på Telos, som er Holmstrupgårds udslusningstilbud.
Mai siger ligeledes, at hendes spiseforstyrrelse fylder meget lidt i dag, og hun ser frem mod at kunne afslutte sin 9. klasse i år.
11. jan. 2025 kl. 10:00
En gruppe unge på det socialpsykiatriske bosted Holmstrupgård sagde ja til at medvirke i serien ’Indefra med Anders Agger’. For to af dem, Mai og Katrine, var det med en vis hjertebanken, at de sagde ja, men de fortryder ikke deres medvirken ikke i dag. Tværtimod. Den efterfølgende modtagelse har overvældet dem.
I foråret fulgte flere hundredetusinde danskere med, da den lokale tv-kendis Anders Agger besøgte det socialpsykiatriske bosted Holmstrupgård i Brabrand.
Det gjorde han i programserien ’Indefra med Anders Agger – Syg ungdom’ på DR, hvor han bl.a. fulgte de to unge kvinder Mai og Katrine, som begge har kæmpet med spiseforstyrrelse.
I TV-programmet fik de bragt danskerne ind i noget af det allermest sårbare – bl.a. med det håb om at rokke ved nogle af de fordomme, der kan være omkring sygdommen. En angstprovokerende, men samtidig også en overvældende og positiv oplevelse.
For efter kameraerne slukkede er det væltet ind med en strøm af rørende beskeder, og de to medvirkende fortæller også, hvordan det går dem i dag.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra paraplyorganisationen Jysk Børneforsorg/Fredehjem, som bostedet Holmstrupgård hører inde under.
Nedbryde fordomme
»Mine forældre skulle skrive under på, at jeg måtte være med i programmet, fordi jeg ikke var myndig. Min mor har efterfølgende sagt, at jeg havde været meget indelukket i flere år, ”så hvis Mai vil tale med Anders Agger, så er der håb for hende”,« griner 15-årige Mai i dag.
Hun er én af de unge på det socialpsykiatriske behandlingstilbud Holmstrupgård, som man følger i DR’s dokumentarserie.
Her sagde Mai sagde ja til at medvirke i håbet om at hun kunne rokke ved folks fordomme om, hvad en spiseforstyrrelse er.
»I min egen spiseforstyrrelse er jeg selv blevet mødt med, at folk tror, det handler om, at man vil være tynd. Det er vigtigt for mig, at folk forstår, at det er fordi, der er noget i dit hoved eller omkring dig, der er svært, så du får brug for at have kontrol eller lukke ned i din hjerne,« fortæller hun.

Ville indgyde håb i andre
23-årige Katrine er én af de andre medvirkende i serien. Hun håbede på samme måde at kunne påvirke folks indtryk – både af hende selv og det sted, hun bor.
»Man tænker måske ikke over det, når man ser programmet, men på det tidspunkt havde jeg det meget bedre end et halvt år forinden, hvor det var virkelig, virkelig slemt. Og i dag har jeg det endnu bedre. Der er en vej frem, og der er håb derude. Det ville jeg gerne vise folk. Også dém, jeg har mødt på min vej, som ikke har været til gavn for mig eller ikke troet på mig,« siger Katrine.
Derudover ville hun give folk indsigt i, hvordan det er at bo et sted som Holmstrupgård.
»Jeg har oplevet fordomme om, at folk tror, jeg bor et sted, der minder om et hospital eller et fængsel. Men vi bor jo ligesom hjemme, og man har sin frihed.«
Personalet kravlede på gulvet
Da journalist Anders Agger og kameramanden Christian trådte ind i de unges hverdag på Holmstrupgård, var det ifølge Katrine og Mai både vildt, rart og sjovt.
»Det var overvældende, og jeg havde også frygtet det lidt. Ville jeg kunne svare på Anders’ spørgsmål, hvordan ville jeg fremstå? Men da han kom, satte han sig ind i vores stue og startede med at sige: Bare stil mig spørgsmål. Jeg er i JERES hjem. Det var mega rart,« fortæller Katrine.

»Jeg ved ikke, om man kan kalde det skræmmende, men det var vildt. Lige pludselig gik der en mand rundt med et kamera. Men det var fint. Der var dog enkelte personaler, der kravlede nede på gulvet og langs vinduerne, fordi de ikke ville filmes,« griner Mai.
Foran hele Danmark
I programmet ser man bl.a. Mai i de svære spisesituationer, og journalist Anders Agger spørger de unge til noget af dét, der gør allermest ondt indeni.
»Det har været vildt at vise sin mest sårbare side af sig selv. Og lukke hele Danmark derind. Jeg har tænkt over, at mange af mine gamle kammerater og efterskolevenner pludselig ser noget om mig, de ikke har vidst før,« fortæller Katrine.
»Jeg synes, det var pinligt at se programmet, fordi jeg følte, at jeg blev sat i min mest sårbare situation. Når jeg har været sammen med folk, der har set programmet, siger de, at det er godt, men så siger jeg, at vi ikke skal snakke om det mere. For det er ikke mig længere. For eksempel den der spisesituation, der bliver vist – det er ikke mig mere. Så kan jeg godt tænke, om andre folk tror, jeg stadig spiser sådan,« siger Mai.

Love-storm
Trods krummede tæer og hjertebanken, da serien første gang kørte over skærmen, så er både Mai og Katrine i dag glade for at have medvirket – og for reaktionerne fra omverdenen.
»Folk har bare været søde. Jeg har fået gode beskeder, også fra folk, jeg ikke har hørt fra i lang tid, som jeg så har fået kontakt til igen. Det er vildt rart. Der er også fremmede, der har fundet mig på sociale medier og skrevet søde beskeder. Nogle har selv kunnet relatere til de ting, der bliver vist i programmet,« fortæller Katrine, der oplevede den bedste respons på serien, da hun en dag var i Tivoli Friheden.
»Der var en dreng på 14-15 år, der stod sammen med alle sine venner og så gik hen til mig og sagde, at han havde set mig i fjernsynet og syntes, jeg gjorde det så godt. Jeg syntes, det var så sejt, at han turde sige det foran alle sine venner, det var virkelig sødt af ham.«
Der er også én konkret oplevelse, der gør Mai særligt glad.
»I min storesøsters gymnasieklasse er der et par stykker, der også har en spiseforstyrrelse, og de sagde, at programmet havde sat nogle ord på spiseforstyrrelsen, som de ikke selv kunne. Fedt, det var lige præcis dét, der var meningen,« siger hun.
For Katrine viste hendes medvirken i DR-programmet sig også at give hende en ekstra motivation, hun ikke havde forudset, selvom hun hele tiden har troet på, at hun nok skulle få det bedre fra den alvorlige spiseforstyrelse hun har haft.
»Det har hjulpet mig til ikke at falde tilbage i dårlige rutiner og givet mig en større motivation for at holde ved det gode. For eksempel tænkte jeg: Jeg skal bare ikke indlægges igen, inden programmet bliver sendt, det ville være total pinligt,« fortæller Katrine, der i dag har fået styr på sin spiseforstyrrelse og er flyttet fra afdelingen Engen, én af Holmstrupgårds døgnafdelinger, og ind på Telos, som er Holmstrupgårds udslusningstilbud.
Mai siger ligeledes, at hendes spiseforstyrrelse fylder meget lidt i dag, og hun ser frem mod at kunne afslutte sin 9. klasse i år.