Jane lovede sin døende mor at bære medaljonen på hjertet for evigt. En dag blev den væk, og så ringede en elev til hende

Jane leder efter det mest betydningsfulde, hun har.

Hun river måtterne ud af bilen, ser efter mellem sædernes sprækker, spadserer samme vej, som hun netop er kommet hjem ad, mens hun lyser på fortovet foran sig med en lommelygte.

Hun går ind i 365discount på Agtrupvej i Kolding, stryger direkte hen til franskbrødshylderne, for sådan et ved hun, at hun var her for at købe tidligere, kigger under butikkens reoler og spørger for sig i kassen:

Har de set en guldmedaljon?

Den er oval, glat, og i den sidder et billede i sort-hvid af Janes mor og far fra deres forlovelse.

Og den er forsvundet.

***

Jane er en glad kvinde. Når hendes elever på handelsgymnasiet IBC Kolding spørger hvorfor, plejer hun at svare dem, at det skyldes, at hun havde en lykkelig og kærlig barndom.

Janes forældre var fabriksarbejdere, ordentlige og varme folk, og når det var juleaften, begyndte den med en lille gave på sengen, og der var dengang, hvor far trak juletræet frem i stuen og pludselig spiste en af kuglerne, fordi det var en chokoladekugle, hvilket må siges at have været en usandsynlig stor begivenhed i 1960’erne.

Der var det med Janes forældre, at de var døvstumme. Hun tolkede for dem hele livet, og som voksen besøgte hun dem ofte i huset på Dragebakken. Forældrene havde kendt hinanden, siden de var børn, i 1956 blev de gift, og på det gamle fotografi i den forsvundne medaljon så de unge og lykkelig ud.

Af og til undrede hun sig over, at de også på deres sidste dage blev ved med at have nok samtalestof til både morgen-, middags- og aftensmad, men som hun engang sagde i spøg, skyldtes det måske, at den ene ikke kunne huske, hvad der var hørt, og den anden, hvad der var sagt.

Jane fik medaljonen, da tiden løb tør. 

Det var 2019, og hendes mor var indlagt med kræft. 

»Den vil jeg altid bære på mit hjerte,« lovede Jane sin mor i sengen, og mor klemte hendes hånd.

Det var en lang og pinefuld død.

Far fandt hun fem år senere sovende i sin egen stol. Hans liv var endt, som han havde ønsket det. Hvorfor kan alle mennesker ikke falde i søvn og aldrig vågne op som far, spurgte Jane siden sig selv. 

Hvorfor kan vi ikke selv få lov at vælge, hvordan vi skal herfra?

***

Alt det tænker Jane ikke nødvendigvis på, da hun den aften, går hjem fra 365discount uden medaljonen. `

Hun føler sig bare tom og trist over ikke at være i stand til at holde det løfte, hun gav sin mor på dødslejet.

Hun har haft alt sit tøj af for at være sikker på, at den ikke – sådan som det tidligere er hændt – gemmer sig et sted i folderne. Hun har vandret i sine fodspor og skrevet til sine kollegaer, men ingen har set den.

Hjemme igen træffer hun en beslutning, der ikke er almindelig for gymnasielæreren, som ikke bryder om at sætte sig selv i centrum: Hun åbner sin telefon og skriver et opslag i ”Facebook-Kolding”.

Kære Kolding-borger

Jeg har i dag mistet det mest betydningsfulde, jeg har:

Min afdøde mors medaljon, som jeg har lovet at bære på mit hjerte resten af mit liv – et arvestykke, der har mere betydning end værdi. Medaljonen er oval, glat og i guld.

Hun vedhæfter fotografiet af sine forældre og tilføjer, hvor hun selv har været for at lede.

Og så venter hun.

Hun kan ikke købe en ny.

Har hun tabt medaljonen for evigt?

***

I en anden del af Kolding scroller en ung fyr på 16 år på sin telefon.

Pludselig ser han, at hans lærer har skrevet et opslag i Facebook-Kolding. Han får medlidenhed med hende, for hun er hans nye underviser i informatik, og han synes, hun er flink.

Hun plejer at bede ham tage noget vand, når han ikke kan sidde stille, for det kan Mads-Emil Sørensen, som den yngre fyr hedder, ikke altid. Han er urolig, får brug for en pause i ny og næ. Sådan er det bare med ham.

Nu tager han sin jakke på, hopper op på sin cykel og cykler ned i 365discount, hvor han selv har arbejdet. Han vil lede efter medaljonen. Han kigger lidt rundt i butikken og spørger så en gammel kollega.

Det viser sig, at de har fået den indleveret.

***

Janes telefon ringer. Det er et par timere senere, og det er et nummer, hun ikke kender. Normalt vil hun vælge ikke at besvare den slags, men når hun tager omstændighederne i betragtning, vurderer hun, at det klogeste er at samle røret op.

»Har du ikke læst min besked på Lectio?« spørger stemmen i den anden ende.

Det er Mads-Emil, og først er Jane mest af alt paf over, at han har fundet hendes nummer, hvilket, siger han til hende, altså ikke var synderligt besværligt, fordi det står på Lectio.

»Jeg har fundet din medaljon,« siger han så.

Han kan høre hende smile gennem røret.

»EJ. EJ, ej, ej, ej! Det mener du da ikke?!«

Jo, den er god nok, og han vil egentlig køre ned til hende med det samme, men Jane synes, at klokken er blevet for mange. Hun kan bare få den på skolen i morgen, siger hun, og hun vil bage en brunsviger.

Man er vel fynbo.

Lidt efter sender hun ham en besked:

»Mads-Emil, du er en god dreng. Måske er det meget godt, at du ikke altid kan sidde stille.«

***

Siden det lille mirakel har Jane tænkt på dem, der får indbrud, på affektionsværdi og på, at man måske først forstår den dybe betydning af denne lille historie, som man bliver gammel.

»Min mor døde en mandag morgen i december, og vi mennesker klamrer os til livet,« siger hun en aften, da det hele er lidt på afstand.

»Jeg havde svært ved at acceptere, at alt har en ende. Med medaljonen om halsen føler jeg, at hun lever sammen med mig for evigt. Da jeg mistede den, var det, som om hun var længere væk fra mit hjerte. At jeg mistede forbindelsen til hende. Som når der ikke er dækning på telefonen midt i en interessant samtale.«

»Og tænk sig, at det var min elev, en af dem, jeg plejer at sige ”benene ned af bordet” til, en af de unge, der får alt for mange ufortjente tæsk i vores tid, en af de unge, der skal leve op til så meget, men som havde så stort et hjerte, at han tog jakken på, cyklede ud og fandt den til mig igen.«

Jane bad Mads-Emil møde ham foran kantinen den følgende dag.

Hun var stolt af ham og syntes, han fortjente en gratis sandwich. 

Han stod bare og så lidt ned på hende, for Mads Emil er væsentligt højere end sin lærer.

»Jeg skal ikke have noget for det,« sagde han så.

Jane insisterede, men Mads Emil gentog blot sig selv.

Han havde ikke fundet medaljonen for at få noget ud af det. Han havde gjort det, fordi det lå til hans væsen at gøre noget godt for andre end ham selv, siger han. Og fordi han følte med Janes tab af det mest betydningsfulde i livet.

»Det var,« som han siger, »det mindste, jeg kunne gøre«.