Slutspil for Grønland

Som en del af Kongeriget Danmark har der været formel klarhed om Grønlands status. Stadig flere opgaver er dog flyttet til selvstyret, men udenrigs- og sikkerhedspolitikken, det vil sige relationerne til omverdenen, varetages fortsat af Kongeriget Danmarks regering. 

Det er alt dette, som er bragt voldsomt i spil af landsstyreformanden. Og vi er sikkert allerede kommet så langt i processen, at vi med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens yndlingsudtryk fra skakspillet, »rørt brik skal flyttes«, må erkende, at noget kommer der til at ske for Grønland. For med den dagsorden, som landsstyreformanden lægger op til, bliver den kommende amerikanske præsident Trump, den danske regering, Folketingets partier og ikke mindst grønlænderne selv presset til at indtage klare synspunkter om Grønlands fremtid. Men interessen for Grønland gælder også for helt andre aktører, f.eks. Kina og Rusland, som vil være højst opmærksomme på, om der viser sig interessante storpolitiske muligheder.

Situationen for Grønland er bl.a. kendetegnet ved, at Grønland kan opnå selvstændighed efter beslutning ved folkeafstemning i Grønland samt ved tilslutning fra den grønlandske og danske regering samt det danske Folketing. Samtidig er Grønland bundet op på bl.a. forsvarsaftalen fra 1951, som giver USA meget frie hænder, når det gælder militære forhold på Grønland.

På denne baggrund er der en række scenarier, som kan blive resultatet af det slutspil om Grønlands fremtid, som synes sat i gang af landsstyreformanden. De to afgørende variable i scenarierne er Grønlands økonomi samt Grønlands forsvars- og sikkerhedspolitiske placering.

Scenarierne: Grønland kan tilstræbe fuld uafhængighed, Grønland kan ønske ændret status i forhold til Danmark, eller Grønland kan arbejde på en fast relation til USA. Der kan allerede nu spekuleres om vilkårene for et suverænt Grønland i forhold til disse tre hovedmuligheder.

Hvis Grønland opnår fuld selvstændighed, betyder det formentlig, at Grønland skal vinke farvel til al økonomisk støtte fra Danmark. Det drejer sig om ca. 6 mia. kr. i årligt tilskud. Men derudover skal Grønland bekoste politi, retsvæsen, forsvar samt øvrige opgaver, som i dag finansieres af rigsfællesskabet. Der er altså tale om betydelige milliardbeløb, og hvorfor skulle Danmark fortsat dække regningen, hvis Grønland vælger selvstændighed?

Mon ikke et fuldstændigt brud gennem fuld selvstændighed selvfølgelig vil betyde, at alle økonomiske overførsler fra Danmark ophører. Samtidig skal Folketinget og den danske regering tage stilling til, om fremtidens grønlandske statsborgere skal have visumfri adgang til og ret til opholdstilladelse i Danmark. Skal der være adgang til det danske arbejdsmarked, og skal man kunne benytte sig af specialiserede ydelser inden for sundhed og højere uddannelse?

Hvordan Grønland vil håndtere sin udenrigs- og sikkerhedspolitik, står hen i det uvisse, om end Forsvarsaftalen fra 1951 skitserer USA’s rettigheder i forhold til Grønland. Hvis Grønland ønsker at varetage egne interesser med henblik på udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, bør grønlænderne afklare, hvordan det skal håndteres. Det vil indebære helt uoverstigelige økonomiske omkostninger, hvis Grønland selv skulle bære omkostningerne til håndhævelse af suverænitet, stående forsvar og anden militær kapacitet. Så fuld selvstændighed med alt, der følger, er nærmest en umulighed for Grønland.

Måske er der en anden mulighed, nemlig at der i forbindelse med grønlandsk selvstændighed aftales en ny status for forholdet til Danmark. Grønland kunne opnå selvstændighed, og hvis den danske regering og Folketinget var indforstået, kunne Danmark fortsat afholde milliardstore udgifter til støtte til Grønland samt opretholde den enkelte grønlænders rettigheder i forhold til det danske samfund.

Det må jo komme an på en vurdering, men det forekommer urealistisk, at Danmark vil afholde disse udgifter og give grønlænderne disse privilegier, hvis det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område udskilles fra kongeriget og lægges suverænt i hænderne på Grønland. Dertil kommer stadig usikkerheden om et selvstændigt Grønlands forsvars- og sikkerhedspolitiske situation.

Så er der det tredje scenarium, som vil fastlægge Grønlands fremtid baseret på aftaler med USA. Dette kan meget vel være det mest sandsynlige. I hvert fald har landsstyreformandens udtalelser sandsynligvis givet den kommende præsident Trump det indtryk, at Grønland er ”plukkemodent”.

Trump har dels givet udtryk for, at amerikanerne har behov for at have styr på Grønland, og dels for at han oplever, at amerikansk indflydelse er ønsket af Grønland. Tilsvarende har landsstyreformandens udtalelser gjort det umuligt for statsminister Mette Frederiksen at lægge luft til Trumps erklæringer, som det skete for år tilbage, da hun meget bestemt kunne mane et købstilbud om Grønland i jorden.

Formentlig foretager embedsmænd i disse dage både i Nuuk og Washington overvejelser om forskellige fremtidige modeller, hvor Grønlands partner vil være USA. Og der er principielt en stribe muligheder baseret på nogle af de relationer, som USA tidligere har etableret til nye områder, der ikke direkte skal være stater i USA.

Når det f.eks. gælder status for Puerto Rico eller US Virgin Islands (tidligere Dansk Vestindien), så er områderne ikke selvstændige stater, og borgerne er amerikanske statsborgere. Så det er næppe den model, som Grønland ville ønske sig.

Mere oplagt er det at pege på den model, som en række selvstændige østater har etableret i forhold til USA. Det gælder bl.a. Palau og Marshalløerne i Stillehavet, som er selvstændige stater, der er anerkendt af FN. Her har man indgået aftaler, som betegnes Compact of Free Association. Aftalen med Palau giver USA fuld myndighed over Palaus militære og sikkerhedspolitiske forhold. Omvendt har borgere fra Palau ret til at arbejde og studere i USA. Palau kan bl.a. betjene sig af USA’s postvæsen og meteorologiske tjeneste m.m. Dertil yder USA en samlet økonomisk støtte på anslået årligt 300 mio. kr. i aftaleperioden 2024 til 2043.

Det er næppe muligt at sige noget fornuftigt om forskelle og ligheder mellem de muligheder, som Grønland har for at indgå en attraktiv aftale om free association. Forholdene er forskellige. Palau er et meget lille land med en befolkning på en tredjedel af Grønlands. Palau har også en meget vigtig strategisk placering, men eventuelt kunne Grønland forhandle sig til en bedre økonomisk aftale.

Måske kan der endnu hives i nødbremsen for rigsfællesskabet. Det vil kræve en stærk reaktion fra de grønlandske vælgere ved det snarlige valg. Hvis uafhængighedspartierne IA og Siumut fortsat opnår stort flertal, er løbet formentligt ved at være kørt. Men der er også den mulighed, at Grønlands gamle parti Atassut, som er tilhænger af rigsfællesskabet, får held med en kampagne, der præcist forklarer, hvor risikofyldt en fremtid det nuværende landsstyre tilbyder Grønland.

Som en del af Kongeriget Danmark har der været formel klarhed om Grønlands status. Stadig flere opgaver er dog flyttet til selvstyret, men udenrigs- og sikkerhedspolitikken, det vil sige relationerne til omverdenen, varetages fortsat af Kongeriget Danmarks regering. 

Det er alt dette, som er bragt voldsomt i spil af landsstyreformanden. Og vi er sikkert allerede kommet så langt i processen, at vi med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens yndlingsudtryk fra skakspillet, »rørt brik skal flyttes«, må erkende, at noget kommer der til at ske for Grønland. For med den dagsorden, som landsstyreformanden lægger op til, bliver den kommende amerikanske præsident Trump, den danske regering, Folketingets partier og ikke mindst grønlænderne selv presset til at indtage klare synspunkter om Grønlands fremtid. Men interessen for Grønland gælder også for helt andre aktører, f.eks. Kina og Rusland, som vil være højst opmærksomme på, om der viser sig interessante storpolitiske muligheder.

Situationen for Grønland er bl.a. kendetegnet ved, at Grønland kan opnå selvstændighed efter beslutning ved folkeafstemning i Grønland samt ved tilslutning fra den grønlandske og danske regering samt det danske Folketing. Samtidig er Grønland bundet op på bl.a. forsvarsaftalen fra 1951, som giver USA meget frie hænder, når det gælder militære forhold på Grønland.

På denne baggrund er der en række scenarier, som kan blive resultatet af det slutspil om Grønlands fremtid, som synes sat i gang af landsstyreformanden. De to afgørende variable i scenarierne er Grønlands økonomi samt Grønlands forsvars- og sikkerhedspolitiske placering.

Scenarierne: Grønland kan tilstræbe fuld uafhængighed, Grønland kan ønske ændret status i forhold til Danmark, eller Grønland kan arbejde på en fast relation til USA. Der kan allerede nu spekuleres om vilkårene for et suverænt Grønland i forhold til disse tre hovedmuligheder.

Hvis Grønland opnår fuld selvstændighed, betyder det formentlig, at Grønland skal vinke farvel til al økonomisk støtte fra Danmark. Det drejer sig om ca. 6 mia. kr. i årligt tilskud. Men derudover skal Grønland bekoste politi, retsvæsen, forsvar samt øvrige opgaver, som i dag finansieres af rigsfællesskabet. Der er altså tale om betydelige milliardbeløb, og hvorfor skulle Danmark fortsat dække regningen, hvis Grønland vælger selvstændighed?

Mon ikke et fuldstændigt brud gennem fuld selvstændighed selvfølgelig vil betyde, at alle økonomiske overførsler fra Danmark ophører. Samtidig skal Folketinget og den danske regering tage stilling til, om fremtidens grønlandske statsborgere skal have visumfri adgang til og ret til opholdstilladelse i Danmark. Skal der være adgang til det danske arbejdsmarked, og skal man kunne benytte sig af specialiserede ydelser inden for sundhed og højere uddannelse?

Hvordan Grønland vil håndtere sin udenrigs- og sikkerhedspolitik, står hen i det uvisse, om end Forsvarsaftalen fra 1951 skitserer USA’s rettigheder i forhold til Grønland. Hvis Grønland ønsker at varetage egne interesser med henblik på udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, bør grønlænderne afklare, hvordan det skal håndteres. Det vil indebære helt uoverstigelige økonomiske omkostninger, hvis Grønland selv skulle bære omkostningerne til håndhævelse af suverænitet, stående forsvar og anden militær kapacitet. Så fuld selvstændighed med alt, der følger, er nærmest en umulighed for Grønland.

Måske er der en anden mulighed, nemlig at der i forbindelse med grønlandsk selvstændighed aftales en ny status for forholdet til Danmark. Grønland kunne opnå selvstændighed, og hvis den danske regering og Folketinget var indforstået, kunne Danmark fortsat afholde milliardstore udgifter til støtte til Grønland samt opretholde den enkelte grønlænders rettigheder i forhold til det danske samfund.

Det må jo komme an på en vurdering, men det forekommer urealistisk, at Danmark vil afholde disse udgifter og give grønlænderne disse privilegier, hvis det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område udskilles fra kongeriget og lægges suverænt i hænderne på Grønland. Dertil kommer stadig usikkerheden om et selvstændigt Grønlands forsvars- og sikkerhedspolitiske situation.

Så er der det tredje scenarium, som vil fastlægge Grønlands fremtid baseret på aftaler med USA. Dette kan meget vel være det mest sandsynlige. I hvert fald har landsstyreformandens udtalelser sandsynligvis givet den kommende præsident Trump det indtryk, at Grønland er ”plukkemodent”.

Trump har dels givet udtryk for, at amerikanerne har behov for at have styr på Grønland, og dels for at han oplever, at amerikansk indflydelse er ønsket af Grønland. Tilsvarende har landsstyreformandens udtalelser gjort det umuligt for statsminister Mette Frederiksen at lægge luft til Trumps erklæringer, som det skete for år tilbage, da hun meget bestemt kunne mane et købstilbud om Grønland i jorden.

Formentlig foretager embedsmænd i disse dage både i Nuuk og Washington overvejelser om forskellige fremtidige modeller, hvor Grønlands partner vil være USA. Og der er principielt en stribe muligheder baseret på nogle af de relationer, som USA tidligere har etableret til nye områder, der ikke direkte skal være stater i USA.

Når det f.eks. gælder status for Puerto Rico eller US Virgin Islands (tidligere Dansk Vestindien), så er områderne ikke selvstændige stater, og borgerne er amerikanske statsborgere. Så det er næppe den model, som Grønland ville ønske sig.

Mere oplagt er det at pege på den model, som en række selvstændige østater har etableret i forhold til USA. Det gælder bl.a. Palau og Marshalløerne i Stillehavet, som er selvstændige stater, der er anerkendt af FN. Her har man indgået aftaler, som betegnes Compact of Free Association. Aftalen med Palau giver USA fuld myndighed over Palaus militære og sikkerhedspolitiske forhold. Omvendt har borgere fra Palau ret til at arbejde og studere i USA. Palau kan bl.a. betjene sig af USA’s postvæsen og meteorologiske tjeneste m.m. Dertil yder USA en samlet økonomisk støtte på anslået årligt 300 mio. kr. i aftaleperioden 2024 til 2043.

Det er næppe muligt at sige noget fornuftigt om forskelle og ligheder mellem de muligheder, som Grønland har for at indgå en attraktiv aftale om free association. Forholdene er forskellige. Palau er et meget lille land med en befolkning på en tredjedel af Grønlands. Palau har også en meget vigtig strategisk placering, men eventuelt kunne Grønland forhandle sig til en bedre økonomisk aftale.

Måske kan der endnu hives i nødbremsen for rigsfællesskabet. Det vil kræve en stærk reaktion fra de grønlandske vælgere ved det snarlige valg. Hvis uafhængighedspartierne IA og Siumut fortsat opnår stort flertal, er løbet formentligt ved at være kørt. Men der er også den mulighed, at Grønlands gamle parti Atassut, som er tilhænger af rigsfællesskabet, får held med en kampagne, der præcist forklarer, hvor risikofyldt en fremtid det nuværende landsstyre tilbyder Grønland.